Der var intet navn. Ingen dato. Bare de ord.
Jeg sad der i lang tid, holdt beskeden og gentog de stille nætter i mit sind. Jeg kunne ikke med sikkerhed sige, hvor den kom fra. Måske en kollega, jeg aldrig officielt havde mødt. Måske en besked, der sneg sig ind fra en person, der lagde mærke til mere end blot patientjournaler og vitale tegn. Eller måske – bare måske – var det noget, jeg havde så dybt brug for, at mit sind gav den form.
Til sidst betød reaktionen mindre end effekten.
Beskeden ligger nu i min skuffe, en påmindelse om, at opmuntring ofte kommer, når vi er mest sårbare, nogle gange uden forklaring. Og den styrke melder sig ikke altid højt – den kan vækkes sagte, gennem et venligt ord, en stabil tilstedeværelse eller en besked, der finder dig lige, når du har mest brug for den.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
