Der er øjeblikke i livet, der virker almindelige – en kort flyvetur, en høflig samtale, en forbigående kommentar – men på en eller anden måde bliver de hos os for evigt.
For mig skete det en tirsdag morgen, et sted mellem Chicago og Denver, 9.000 meter over jorden.
Jeg havde arbejdet non-stop i månedsvis, klemt mig ind i deadlines, møder og endeløse to-do-lister, der syntes at formere sig hurtigere, end jeg kunne krydse dem af. Så da jeg endelig bookede en weekendtur, traf jeg et meget bevidst valg: en vinduesplads.
Ikke en plads klemt inde blandt fremmede. Ikke en plads, hvor jeg bliver skubbet ind i mig, hver gang nogen går forbi. Jeg længes efter den lille, netforbundne plads under skyen – min omstillingsbord fra verden, der aldrig ophørte med at vække min opmærksomhed.
Da jeg satte mig ind og mærkede min plads, summen af mærkelige pladser, der var mærkeligt mærkelige. Den klemte sig ind under sædet, tog en dyb indånding, og så skete det, da hele ugen begyndte at falde fra hinanden.
Men fred, som livet ofte minder os om, er skrøbelig.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
