Min nevø skyndte sig ind i mine arme, hans latter fyldte luften, men øjeblikkets varme forsvandt, da jeg fangede Jessicas anspændte udtryk. Næste dag, da jeg ankom for at tage Peter med til akvariet, stod hun i døråbningen med et dystert ansigt. "Han er syg," sagde hun, men jeg vidste, at det var en løgn.
Jeg ventede uden for skolen sammen med min søster Jessica, som vogtede portene, og ventede på det øjeblik, hvor Peter - min søde, livlige nevø - ville løbe ud. Jeg kaldte ham altid Petey, et øgenavn, han elskede.
Jessica og jeg stod side om side, men stilheden mellem os var tyk, som om ordene hang uudtalte i luften.
Hun krydsede armene og flyttede sin vægt fra den ene fod til den anden.
"Hendes skole er fantastisk," sagde Jessica og kiggede mod bygningen.
"Der er så mange muligheder. De har en dramaklub, en basketballklub, en robotklub - men han har ikke besluttet sig endnu."
Jeg smilede og rystede på hovedet. "Han har faktisk besluttet sig. Han vil gerne spille teater. Han har øvet en monolog derhjemme."
Jessicas øjne glimtede af noget ulæseligt, før hun tvang et smil frem. "Ja? Det vidste jeg ikke."
Jeg trækker på skuldrene. "Ja, han viste mig det sidste weekend. Han er virkelig vild med det. Han husker endda replikker fra et skuespil. Jeg tror, han ville være rigtig god til det."
Jessica lo lidt anstrengt. "Nå, jeg tror, jeg burde begynde at være mere opmærksom."
Før jeg kunne svare, åbnede skoledørene sig, og Peter løb direkte hen imod mig.
"Tante Macy!" kaldte han, hans små arme fløj rundt om min talje og krammede mig hårdt.
Mit hjerte svulmede, da jeg krammede ham tilbage og rufsede hans hår. "Hej fødselsdagsbarn! Hvordan var skolen?"
"Sejt! Vi lærte om blæksprutter i zoologi! Vidste du, at de kan skifte farve, når de er bange?" Hendes øjne var vidtåbne af spænding.
"Det er så sejt, Petey," sagde jeg. "Vi burde se nogle i akvariet i weekenden!"
"I morgen!" rettede han og hoppede på hælene. "Kan vi tage afsted i morgen, hurtigere, Macy?"
"Selvfølgelig," svarede jeg straks med et smil. "Det kan vi godt."
Jessicas greb om rattet strammedes, da hun kiggede på mig.
"Vi får se," sagde hun brat og tvang frem et smil. "Peter har en travl kalender."
Peter rynkede panden, men nikkede. "Okay, men jeg vil virkelig gerne afsted."
Jeg rakte ud og gav ham hånden. "Bare rolig, makker. Vi finder en løsning."
Jessica sagde ingenting, men jeg kunne mærke spændingen bygge sig op. Jeg vidste bare ikke hvorfor.
Næste dag ankom jeg til Jessicas hus for at hente Peter. Morgenluften var frisk, men tyngden i mit bryst gjorde det svært at trække vejret.
Jeg bankede på døren, rejste mig, spændingen boblede i min mave ved tanken om at tage Peter med til akvariet.
Jessica åbnede døren, hendes ansigt var dystert, hendes sædvanlige varme smil var væk. Noget var galt.
"Han er syg," sagde hun med lav stemme.
Jeg rynkede panden. "Syg? Han var helt fin i går."
Hun tøvede et sekund for længe, før hun sagde ja. "Han er bare træt. Han har brug for at hvile sig."
Jeg kiggede forbi hende ind i huset og anstrengte mig for at høre den mindste lyd af Peters sædvanlige energi. Der var kun stilhed. Min mave kneb sig sammen. "Jeg skal hen og se ham."
Jessica trådte hurtigt hen foran mig og lagde en hurtig hånd på min arm.
"Macy ... Gordon kan ikke lide, at du tager med ham på hans ture. Han synes, du ... overreagerer. Han sagde til Peter, at han ikke kunne komme."
Jeg tog en dyb indånding, en blanding af forvirring og vrede steg op i mig. "Hvorfor træffer Gordon denne beslutning? Det er ikke fair over for Peter."
Jessica sukkede og kiggede over skulderen, som om hun var bange for, at nogen ville høre os. "Lad os bare give slip på det her i dag. Lad os ikke gøre det værre."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
