Min mand tvang mig til at være vært for hans fødselsdagsfest med en brækket arm – så jeg lærte ham en lektie, han aldrig vil glemme.
Jeg brækkede min arm dagen før min mands milepælsfødselsdag, og i stedet for at bekymre sig om mig, var alt, hvad han bekymrede sig om, om det ville ødelægge hans fest. Jeg sørgede for, at festen alligevel fandt sted – bare ikke som han havde planlagt.
Jeg endte med at brække min arm, fordi min mand, Jason, nægtede at skovle sneen.
Ikke billedligt talt. Bogstaveligt talt.
Aftenen før hans fødselsdagsweekend stod jeg ved vores hoveddør og stirrede ned ad verandatrappen, da et tyndt lag is begyndte at danne sig.
"Jason," sagde jeg, "det begynder at fryse udenfor. Kunne du ikke være sød at skovle noget sne og sprede salt, inden vi går i seng? Jeg vil ikke glide."
Han kiggede ikke engang op fra sin telefon.
"Jeg tager mig af det senere," sagde han.
"Det sagde du for en time siden."
Han udstødte et overdrevet suk, som om jeg bad om det umulige. "Du overdriver. Det er kun et par skridt. Jeg sagde, jeg ville gøre det. Hold op med at plage."
Jeg gik i seng, irriteret og rastløs, og lå vågen og ventede på at høre døren gå op.
Det skete aldrig.
Næste morgen var jeg allerede presset på for at få tid til arbejde. Jeg er højrehåndet, så jeg havde min taske og kaffe i min højre hånd, mens jeg kæmpede med låsen med min venstre.
Jeg åbnede døren, trådte op på det øverste trin – og min fod landede direkte på isen.
Jeg havde ikke et sekund til at gribe fat i gelænderet.
Mine ben gled væk under mig. Min albue hamrede mod trinnet, og hele min vægt bragede ned på min højre arm.
Jeg hørte knækket.
Smerten var øjeblikkelig – stikkende, brændende, overvældende. Først kunne jeg ikke engang trække vejret. Så skreg jeg.
Vores nabo, fru Patel, skyndte sig ud i sin badekåbe.
"Åh Gud," sagde hun og sank ned på knæ ved siden af mig. "Rør dig ikke. Kan du mærke dine fingre?"
Jeg græd ukontrollabelt. "Ja. Det gør ondt. Det gør så ondt."
Hun prøvede at ringe til Jason. Intet svar.
Vi var mindre end tre meter fra vores hoveddør, og min mand svarede ikke telefonen.
Så ringede hun 112.
Redningsmændene stabiliserede min arm og kørte mig til ambulancen. Jeg rystede – af smerte, vrede og ren skam.
Da vi kørte væk, passerede vi vores vindue.
Jeg kunne se Jasons silhuet på sofaen.
På hospitalet tog de røntgenbilleder. Da lægen kom tilbage, var hans udtryk roligt – men alvorligt.
"Du har et brud på din højre arm," sagde han. "Vi lægger den i gips. Ingen løft, ingen kørsel, ingen madlavning af noget tungt. Du har brug for fuldstændig hvile."
De viklede min arm fra min hånd næsten til min skulder. Den føltes tung og ubrugelig. Hver eneste lille bevægelse forårsagede skarp smerte.
"Søg hjælp," sagde lægen. "Du kan ikke bare klare det her på egen hånd."
Jeg tog hjem med smertestillende medicin og en stak instruktioner.
Jason sad i sofaen med fjernsynet tændt og telefonen i hånden, som om intet var sket.
Han kiggede op, så gipsen og rynkede panden.
"Wow," sagde han. "For pokker."
Jeg ventede på spørgsmålet: "Er du okay?"
Det kom ikke.
I stedet trak han på skuldrene. "Jamen, det er virkelig dårlig timing."
Jeg stirrede på ham. "Dårlig timing?"
Han gestikulerede rundt. "Min fødselsdag? I weekenden? Tyve mennesker? Jeg fortalte alle, at du lavede den steg igen. Huset ligner en slagmark. Hvordan skal vi klare det nu?"
Jeg blinkede. "Jason, jeg kan ikke lave mad. Jeg kan ikke gøre rent. Jeg kan næsten ikke få min skjorte på. Jeg brækkede min arm på vores veranda. Fordi du ikke skovlede sne."
Han rullede med øjnene. "Du skulle have været mere forsigtig. Du er altid så utålmodig."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
